Fri fragt over 350 kr. - Hurtig levering - Gebyrfri betaling

Om Dennis Knudsen

Dennis Knudsen - manden og forretningen

Billede af frisør, makeupartist og forretningsmand Dennis Knudsen

Som en af Danmarks førende frisører og make-up artister har Dennis Knudsen ikke alene haft et utal af krævende modeller og filmstjerner mellem hænderne, men også alverdens produkter. Han ved derfor, hvad der virker, og hvad et godt professionelt produkt skal kunne. Den viden har han i de senere år brugt i udviklingen af sine egne produktserier.

Den første af dem – Professional Haircare of Scandinavia – kom i efteråret 2006. Serien, der omfatter produkter til hårpleje og styling, kombinerer avanceret teknologi med naturlige ingredienser og økologi i det omfang det er muligt uden at gå på kompromis med kvaliteten. Serien bruges af professionelle frisører og stylister i hele Skandinavien, og sælges i stigende grad i det øvrige udland. Serien blev i 2012 suppleret af DK Haircare, som produceres i større volumen og derfor kan sælges til en attraktiv pris. Disse produkter forhandles også af Dansk Supermarked.

Kosmetikserien INK by Dennis Knudsen, der er en make-up-serie helt uden parabener og parfume, blev lanceret i 2009. Serien er udviklet i samarbejde med den danske kosmetikproducent E. Tjellesen, og her skinner Dennis Knudsens erfaring som professionel make-up artist tydeligt igennem: Sortimentet er lille, men opfylder de flestes behov, samtidig med at produkterne kan alt det, en professionel makeupserie skal kunne.

Det sidste skud på stammen kom i maj 2014, hvor Dennis Knudsen lancerede hudplejeserien DK Skin Complex Face & Body. Serien er inspireret af nogle af de bedste cremer på markedet, men kogt ned til det helt basale. De i alt 13 produkter fokuserer på at tilføje huden fugt og genopbygge dens elasticitet, så huden hver dag ser sund og frisk ud.

 

Prisbelønnet frisør og make-up artist

Dennis Knudsen har gennem tiden arbejdet som frisør, stylist og make-up artist på utallige reklamefilm, modeshows og spillefilm. Derudover laver han make-up for en række danske og internationale skuespillere og sangere. Blandt andet har han arbejdet sammen med Paris Hilton, både i forbindelse med hendes Paris Hilton Handbag-promotion i København og til den store Hollywood event Scandinavian Style Mansion i 2008.

Men Dennis Knudsens karriere begyndte længe før, faktisk allerede i begyndelsen af 1980’erne, hvor han efter 1½ år som frisørelev hos Stuhr, kom i lære som parykmager i TV-Byen.

Parykmagerværkstedet lå midt i sminkeområdet, og det viste sig snart, at Dennis Knudsen havde et særligt talent som make-up artist og stylist. I 1991 lavede Dennis Knudsen make-up på sin første store spillefilm. Det var Søren Kragh Jacobsens Drengene fra Sankt Petri med Nikolaj Lie Kaas og Tomas Villum Jensen. Filmen fik adskillige priser, bl.a. en Robert for Årets make-up.

Derefter tog det ene filmjob det andet med Anders Refns Sort Høst fra 1993, Lise Nørgaards Kun en pige fra 1995, Sekten og After the Wedding af Susanne Bier og en lang række af Lars von Triers film. Blandt andet Mandarlay med Willem Dafoe og Dogville med Nicole Kidman og Lauren Bacall. Nicolaj Arcels En kongelig affære fra 2011 fik en Robert for Årets make-up, mens Bille Augusts Marie Krøyer – også fra 2011 – og Lars von Triers Nymphomaniac vol 1 fra 2013 begge blev nomineret.

 

Trendsætter med egen salon og team af stylister

Sideløbende med filmarbejdet har Dennis Knudsen drevet sin egen salon, som han åbnede i 2003 i Adelgade og som i dag ligger i Ny Østergade 10 i eksklusive lokaler i hjertet af København. Salonen har både frisører og make-up artister ansat og tilbyder alt inden for hårpleje, makeup og styling, lige fra klip og farve til dag-makeup og en komplet make-over.

Dennis Knudsen har også uddannet et særligt team af stylister – Dennis Knudsen Team – som med jævne mellemrum inviterer til de helt særlige Ladies Night Events. De foregår i Dennis Knudsens eksklusive lokaler i Grønnegade 41B, hvor de professionelle stylister fortæller om de nyeste tendenser og giver individuelle råd om styling og make-up. Det er en populær event, hvor teamet er vært ved et let traktement og alle deltagere får noget med hjem. Samtidig er der masser af gode tilbud på Dennis Knudsens egne produkter.

Det er det samme team, som rykker ud til forskellige arrangementer og modeshows. For eksempel havde Dennis Knudsen Team ansvaret for hår og makeup, da lingerimærket Change og Britney Spears i september 2014 lancerede den nye kollektion The Intimate Britney Spears ved en stor event i Forum.

I Danmark forbindes Dennis Knudsen ofte med navne som Sanne Salomonsen, Ghita Nørby og Susse Wold. Men han er også kongelig hofleverandør og har været personlig stylist for Prinsesse Marie Cavallier siden hendes bryllup i foråret 2008.

Dennis Knudsen er en kendt trendsætter og bruges ofte af medierne som ekspert inden for styling. Han holder kurser og foredrag og har undervist personale i forskellige stormagasiner og Matas-butikker, ligesom han har uddannet 120 stylister for Synoptik. Derudover arbejder han fortsat som frisør og make-up artist på film og i salonen i Ny Østergade.

I de senere år har udviklingen af hans produkter inden for pleje og styling af hud og hår dog fyldt stadig mere.

 

Tilbage til forsiden